På tur til DRs radio- og TV-hus i Århus

Et udsnit af projektører og lamper i studiet, hvor Ramasjang sendes fra.

Den 24. februar var beboerforeningen på aftentur til DRs radio- og TV-hus i det nordlige Århus.

24 havde meldt sig til turen, som foregik med bus fra Grund Taxi og Turistbusser.

Ved ankomsten til det store mediehus blev deltagerne budt velkommen af journalist Frederikke Kjærsgaard. Hun fortalte indledningsvis om det kæmpe store bygningskompleks, som er tegnet af det kendte arkitektfirma C. F. Møllers tegnestue. Herefter var der rundvisning, hvor radio- og tv-studier blev forevist. Mange var vist nok overrasket over, hvor store studierne - især tv-studierne - er. Der blev også tid til en tur i "Rekvisitten", hvor alle mulige rekvisitter, der enten har været anvendt eller skal anvendes i kommende produktioner, opbevares. Her var alt fra knappenåle til store møbelsamlinger. Imponerende at medarbejderne er i stand til at finde rundt i alle rekvisitterne. Herefter gik turen til kælderetagen med alle de forskellige biler og mobilt sendeudstyr.

Frederikke Kjærsgaard er p.t. tilknyttet programmet DR2 undersøger, hvor man arbejder med at efterforske og opklare sager. Hun fortalte om, hvordan en udsendelse eller udsendelsesserie bliver til og oplyste, at optagelser, redigering og færdigbehandling af en udsendelse, som varer 45 minutter, ofte kan tage flere ugers arbejde.

Aftenen sluttede med kaffe og kage i DRs kantine.

Der kan ses flere billeder fra turen under fanen 'Galleri'.